Marthas måltider

Martha Hjemmets kogebog

Martha Hjemmets kogebog ”Marthas måltider” blev kåret til den danske vinder af Gourmand World Cookbook Awards i kategorien Best Food Book for Professionals. Dermed blev bogen nomineret til at blive bedste kogebog for professionelle på verdensplan. Vi vandt ikke, men var stolte over at være med i feltet.

Herunder kan du læse pressemeddelelsen:

Marthas måltider

Kogebog for daginstitutioner og familier

Det siges i kokkebranchen, at før eller siden har man slidt ægteskabet ned og løber af med en tjenerelev under 25. Faktum er det i hvert fald, at det er et hæsblæsende liv at køre restaurant og en kunst at have familieliv oveni. Derfor steg forfatteren til denne bog, Nikolaj Løngreen, hurtigt af Michelin-ræset og blev familiefar. Men gourmetkok er han stadig – i dag består de tilfredse ’kunder’ bare af 130 daginstitutionsbørn på Martha Hjemmet på Nørrebro.

Ud over lækre, enkle og sunde opskrifter med alt fra sild til selleri, som en stor flok unger mellem 0 og 6 år bevisligt guffer i sig dagligt, indeholder bogen også afsnit om den psykologiske og pædagogiske dimension, der ligger i et berigende måltid, blandt andet ind­dragelse i madlavningen og motivation ved måltider. Altså hvordan forældre og pædagoger bedst muligt håndterer måltidet med børnene. Noget, der også kunne sammenfattes i Nikolaj Løngreens motto: "Der findes ikke kræsne børn!" (Det tør han godt debattere om i medierne).

Der er også et kapitel om ernæring, sundhed og husholdning, hvor kokken Nikolaj Løngreen giver råd og viser klare holdninger, dog uden den løftede pegefinger.

Økologi har ikke fået sit eget afsnit. Det er en naturlig del af mange af opskrifterne. Bogen er især ment som en hjælpende hånd til de institutioner, der skal servere frokost dagligt, men er også beregnet som familieinspiration til middagsbordet. 

Alle opskrifter præsenteres i appetitvækkende fotos og er angivet i mål til både 50 børn og en familie på fire. Bogen udkom i 2010 på Gyldendal.

Martha Hjemmet var på det tidspunkt uden tvivl det, som man kan kalde ”first moover” på at sætte fokus på det pædagogiske måltid.

Sammen med kok og køkkenleder Nikolaj Løngreen udarbejdede vi vores politik og værdier omkring det professionelle måltid i en daginstitution. Det kom til at danne skole for mange daginstitutioner i København og ligeledes indgik vores kapitel om det pædagogiske måltid samt diverse artikler herom i undervisningen af pædagogstuderende på uddannelser rundt om i landet.

Nikolaj var tillige en stor del af Københavns Madhus, hvor han underviste og gav kurser til andre køkkenledere fra daginstitutioner.

I dag er der en kultur for, langt de fleste steder, at man arbejder målrettet og ambitiøst med såvel den ernæringsmæssige samt pædagogiske side af måltidet i daginstitutioner.

Nikolaj er sidenhen flyttet til Bornholm, men her lidt om hans baggrund:

Nikolaj Løngreen, (f. 1979), udlært kok bl.a. som kokkeelev hos Kommandanten og Restaurant Ensemble, hvorfra han blev udlært i 2004. Året efter restauratør og medejer af Restaurant Ensemble, som i 2006 fik 1 stjerne i Guide Michelin.

Kogebogen kan købes ved henvendelse til institutionen.